forside | blog | jnyd | media |
Du står på: digte - Epoke: Springet > Sandhed
Da jeg var dreng lærte jeg, at man ikke må lyve. Og så. Der var få undtagelser. Ka særligt huske den her: at fortælle en løgnhistorie for underholdningens skyld. Altså en situation, hvor alle er sig bevidst, at nu kommer noget opdigtet. Des ældre jeg blev, des flere områder opdagede jeg at omgivelserne løj om tingene. Og at der er mange former for løgn: den ganske almindelige løgn, leg, hvide løgne, falskhed, uvederhæftighed, konstruktion, opdigt, selvbedrag, slør, spil, ritualer, drøm, subjektivitet, fejlskud, betinget sandhed, konventioner, halve sandheder, symbolpolitik, statistik. Jeg har fundet ud af, at mennesker helst skal ha nogen illusioner at tro på, måske en slags sociale ankre, og sandheden mange gange er subjektiv, og at den nogengange ikke kan genkaldes som et naturvidenskabeligt forsøg. Jeg har haft nogen seje opgør med nogen illusioner lige fra min barn- og ungdom. Jeg kan ikke lide usandhed, men har altid elsket “en god historie”. Jeg fornemmer, at de socialt intelligente er skidegode til at operere med skiftende halve sandheder og ritualer. Og få deres ting igennem. Eller så er de bare gode til at danne alliancer med de rigtige. Vort samfund er bygget på halve sandheder og illusioner. Folk er fattige på grund af symbolpolitik. Folk slår ihjel på basis af løgn og illusioner. Hva så Tykke? Det er kreperligt og deprimerende. Folk som tar let på “sandhedernes skiften” må ha lettere ved at blive lykkelige. Jeg kan ikke lide halve sandheder. Og er ikke vild med ritualer. Det skær i mig. Og skær i mig, når jeg opfatter konsekvenserne. Andre mennesker er pisseligeglade, for det er jo ikke deres ansvar, mener de - eller mit, som de påpeger. Løgnens skråsikkerhed? Sandhedens usikkerhed. Jeg ka godt li ironi og tvetydigheder. Flere stiger ad bjerget. Mennesker er indviklede. Og mennesker er forskellige, meget forskellige.
